Når jeg kikker på fotos fra da jeg var yngre, deles jeg mellem to følelser. Den ene er glæden over det liv, jeg har levet – på godt og mindre godt – de oplevelser jeg har haft, hvoraf netop det enkelte billede – imens det eksisterer – altid vil minde mig om netop det øjeblik i mit liv. Den anden er om end ikke forfærdelse så i hvert fald sørgmodighed over, at jeg tilsyneladende ikke er en af dem, der ældes med ynde. Bevares jeg har da læst udsagn fra de kvinder, som hylder strækmærker rynker, og leverpletter. Jeg har bare svært ved at finde samme glæde i kroppens forfald.

Ærgerligt nok må jeg indrømme, at jeg ikke satte nok pris på tiden, hvor kroppen var slank, og rynker var noget, min mormor havde. Så da jeg sidst sad og kikkede på de mange fotos, besluttede jeg derfor lidt retroperspektivt at give kredit til mit tidligere ydre jeg.