En øvelse i at se på sig selv

1. februar 2017

Når jeg kikker på billeder fra da jeg var yngre, deles jeg mellem to følelser. Den ene er glæden over det liv, jeg har levet – på godt og mindre godt – de oplevelser jeg har haft, hvoraf netop det enkelte billede – imens det eksisterer – altid vil minde mig om netop det øjeblik i mit liv. Den anden er om end ikke forfærdelse så i hvert fald sørgmodighed over, at jeg tilsyneladende ikke er en af dem, der ældes med ynde. Bevares jeg har da læst udsagn fra de kvinder, som hylder strækmærker rynker, og leverpletter. Jeg har bare svært ved at finde samme glæde i kroppens forfald.

Ærgerligt nok må jeg indrømme, at jeg ikke satte nok pris på tiden, hvor kroppen var slank, og rynker var noget, min mormor havde. Så da jeg sidst sad og kikkede på de mange fotos, besluttede jeg derfor lidt retroperspektivt at give kredit til mit tidligere ydre jeg.

Billeder fra teenageårene
Tænk at have hele livet foran sig. Hvis bare jeg havde forstået, HVOR mange muligheder, der egentligt er for et ungt menneske, så er jeg ret sikker på, at mit liv havde taget andre drejninger. Den indsigt ville jeg gerne lykkes med at formidle til mine døtre.

Billeder fra 20’erne
Jeg er i gang studiet og nylig fraskilt. En lidt usikker og ensom periode på trods af gode veninder, travlt på studiet og med fritidsjob for at få det hele til at løbe rundt økonomisk. Selvtilliden var ikke i top – ganske ironisk – for str. 36/38 har jeg ikke siden kunne klemme mig ned i.

Billeder fra 30’erne
Et rigtigt godt årti. Jeg har mødt Thomas, købt min egen bolig, og har fået job efter endelig at have taget min kandidateksamen. MEN jeg var ked af vægten, der på grund af en alt for god kantine, var røget i vejret. Nu ville jeg have fremhævet smilehullerne. Pyt måske var der blevet lidt mere af mig, men smilet ser da også ud til at være blevet bredere.

Billeder 40’erne
Hvor andre mener at 30 er hårdt at passere, så var 40 mit mareridt. På billeder misser jeg ofte med øjnene, og det gør intet godt for de mange panderynker. Rynkerne blev der sat en midlertidig stopper for ☺ Min første tanke  er ”Hamster”, for hvad end jeg kan li’ det eller ej, så er jeg genetisk disponeret til at få udposede hængende ”underkinder”, og det sniger sig ganske langsomt ind på mit ansigt. Når jeg kikker på nye billeder, så slår det mig, at jeg nok ikke smiler så bredt længere, men jeg smiler mere med mine øjne.

Ok – øvelsen ændrer ikke ved, at jeg naturligt vil ældes som årene går, men jeg tænker, at jeg fremover vil prøve at være mindre kritisk, og i stedet blot glæde mig over, at der i det hele taget bliver taget billeder – også af mig – som i fremtiden kan bringe minder og måske nogle gode historier frem.

Hvordan har I det egentligt med at se billeder af jer selv? Er der årgange I helst så gå i glemmebogen, eller er alle billeder gode billeder, på den ene eller anden måde?

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.